Mød sidste års aktører: Nøgensneglenen

Interview med Nøgensneglene og Una-Luga

Måske du også krydsede Nøgensneglenes farverige og forunderlige slimspor på Kulturhavn Festival? På Orientkaj bevægede de fascinerende væsener fra havbunden sig rundt blandt publikum og kommunikerede på deres egen facon. Senere optrådte de sammen med musikerne fra Una-Luga. Bliv klogere på tankerne bag disse performances her:

“Nøgensnegle er havdyr, som lever på bunden af havet. Gennem evolutionen har de mistet deres sneglehus, så de har skullet finde nye måder at forsvare og beskytte sig på. I stedet er de blevet hylstret med en masse former og farver, som de har optaget fra den mad, de har spist nede på havbunden. Farverne er meget stærke, så de bruger dem til at beskytte sig med. Selvom de ser lækre ud, er de giftige. Så deres skønhed er faktisk også deres skjold.

Der findes 3.000 arter i forskellige former og farver og de lever også i Danmark. 

Inspirationen opstod især af det med måske ikke lige at kunne forstå nogle fremmede væsener. Man kan ikke lige afkode, hvad sneglen skal og hvor dens øjne eller numse er. Så det tilbyder en kæmpe nysgerrighed, og den nysgerrighed kunne det være spændende at gestalte ud i verden.

Øjenkontakten og mødet med børn og voksne er smukt, fordi de jo ser på én på en helt anden måde end man ville blive set på normalt. Vi er jo egentlig os selv, men vi bliver set på med andre øjne og det skaber en helt anden fornemmelse inde i kroppen. Tilgangen og det åbne sind er særligt. Det er ikke så tit man får lov at se et barn ind i øjnene og se deres reaktion – det er ret magisk.

Nogle børn optager også de små lyde, vi siger. Så har vi et sprog sammen, som vi ikke havde fra starten og vi er sammen i det ukendte uden ord, som har så meget rationale, logik og kasser i sig.

Sneglene har en anden ro og tempo end vi har i hverdagen. Det taler Una-Lugas musik også ind i. Den fordybelse som poesien i musikken og kostumerne tilbyder, gør at børnene kan sidde i tre kvarter og være totalt fordybet. Vi kommer tilbage til sådan en urfølelse af grundro, som er et dejligt supplement til de tempi, der ellers er i den kunst og det tv, vi bliver præsenteret for til daglig.

Vi mødte hinanden og fandt ud af, at vi har en fælles sneglefascination og slimede fællesspor. Det er ro og at skabe alternative, abstrakte rum, hvor folk forhåbentlig kan glemme sig selv et øjeblik, fordi der er en grad af noget, der er mærkeligt, men også genkendeligt, så man ikke bliver forskrækket. Det er et fremmed rum, man godt kan finde rundt i, hvor man kan glemme sig selv og ikke vurdere sig selv, for det har vi nok tid til ellers.”

Hvad er en Nøgensnegl?
Det er et havdyr, som lever på bunden af havet. De er snegle, der gennem evolutionen har mistet deres sneglehus, som gør at de har skullet finde nye måder at forsvare og beskytte sig på, fordi de ikke kan flygte ind i deres sneglehus. Så de er blevet hylstret med en masse former og farver, som de har optaget fra den mad, de har spist nede på havbunden. Så de har morfet sig ind i deres omgivelser.

Der findes 3.000 arter i forskellige former og farver, som beskytter dem, fordi de viser signalfare ved at have meget stærke farver på sig. Så deres skønhed er faktisk også deres skjold. I deres tentakler har de gift, så når større rovdyr spiser dem, bliver de spyttet ud. De ser egentlig ret lækre ud, men det er de ikke. Så er de giftige, når man rører ved dem.

De lever også i Danmark. En gang om året kan man komme på et lille weekendophold, hvor man kan dykke efter nøgensnegle ved Lillebælt. Der er en Facebook-gruppe, der hedder “Nøgensnegle i Danmark”, som er drevet af en mand, der hedder Jørn. Og der er så flotte billeder af en masse former for nøgensnegle.

Han svarer sine mails med “best fishes”.

Hvordan har I fundet på, at I skulle optræde som nøgensnegle
Inspirationen opstod af, at de er hermafroditter og ikke kan puttes i kasser, men de er bare nede på bunden af havet. Det gav mening i en meningsløs tid.

Det med måske ikke lige at kunne forstå nogle fremmede væsener, man kan ikke lige afkode hvad den skal og hvor dens øjne eller numse er. Så det tilbyder en kæmpe nysgerrighed- Og den nysgerrighed kunne det være spændende at gestalte ud i verden.

Noget af det, der er smukt ved det er øjenkontakten og mødet med børn og også voksne, fordi de jo ser på én på en helt anden måde end man ville blive set på normalt. Vi er jo egentlig os selv, men det at blive set på med andre øjne skaber en helt anden fornemmelse inde i kroppen. Tilgangen og det åbne sind er særligt. Det er ikke så tit man får lov at se et barn ind i øjnene og se deres reaktion er ret magisk.

Nogle børn optager også de små lyde, vi siger som snegle. Så har vi et sprog sammen, som vi ikke havde fra starten. Så mødes vi i det fremmede.

Vi har oplevet ret mange gange, at børnene følger med og finder på historier om, hvad sneglen vil eller hvor den skal hen. “Du skal bare følge med, den skal hjem til skoven!”

Det er at være sammen i det ukendte uden ord, som har så meget rationale i sig og logik og kasser. Det er ikke de voksne, der siger, børnene skal gå med. 

Hvis børnene bliver bange, gør vi snegle også, så vi spejler hinanden.

Sneglene har en anden ro og tempo end vi har i hverdagen. Det taler Una-Lugas musik også ind i. Den fordybelse som poesien i musikken og kostumerne tilbyder, gør at børnene kan sidde her i tre kvarter og være totalt fordybet. Det rører mig meget med Nøgensneglene og Una-Lugas musik.

Vi kommer tilbage til sådan en urfølelse af grundro, som jeg bliver enorm draget af og som er et dejligt supplement til de tempi, som ellers er i den kunst og det tv, vi bliver præsenteret for til daglig.

I giver små muslinger til børnene - hvad er det?
Små gaver fra havet.

Hvad kan det, at I giver de gaver?
Det er et fysisk minde, man får med hjem, så måske kan trække nogle lidt længere slimspor. Det er en udveksling og man får fat i deres øjne i stedet for bare at gå forbi.

Hvordan koblede I musikken sammen med sneglene?
Vi mødte hinanden til et andet kulturevent inde i Skuespilhuset, hvor der var følehorn på scenen og smukke drømmeuniverser. Så gik jeg hen og spurgte, hvem de var. Det var Una-Luga.

I det univers er der nogle snegle, som tit er med på scenen. Så der var en fælles sneglefascination. Vi har mange fælles slimede fællesspor, som er ro og at skabe alternative, abstrakte rum, hvor vi faciliterer noget, hvor folk forhåbentlig kan glemme sig selv et øjeblik, fordi der er en grad af noget, der er mærkeligt, men også genkendeligt, så det ikke er sådan at man bliver forskrækket. Det er et fremmed rum, man godt kan finde rundt i, hvor man kan glemme sig selv og ikke vurdere sig selv, for det har vi nok tid til ellers.