Change language

Friday Night Skate ruller med i Kulturhavn Festival

13.08.2019
Når Kulturhavn Festival løber af stablen, ruller Friday Night Skate afsted langs havnepromenaden ved Kalvebod Brygge og videre ud i byen.

Hver tredje fredag i sommerhalvåret kan de ses rulle gennem Københavns gader. Omkring 1000 personer på rulleskøjter og i højt humør. Friday Night Skate er en ekstrem populær begivenhed for både deltagere og tilskuere.

Den 23. august bliver Friday Night Skate en del af Kulturhavn Festival 2019, da start og mål for aftenens tur er lagt ved Hotel Marriott og Bølgen på Kalvebod Brygge. Bølgen er et af de seks festivalområder på årets festival, og bliver udgangspunkt for masser af sportsaktiviteter, saunagus og loungestemning weekenden igennem.

”Vi i Friday Night Skate er super glade for at være en del af Kulturhavn Festival 2019. Jeg er sikker på, at der bliver en unik stemning på Bølgen fredagaften, og den kommer til at blive det perfekte udgangspunkt for aftenens tur. Der er skarp start kl. 20.00, men kom gerne i god tid, for der er opvarmning med mad, drikkevarer og DJ fra kl. 18. Det bliver en fest og vi glæder os meget” lyder det fra Jørgen Guldborg, formand i Rigspolitiets Idrætsforening, der er med i arbejdsgruppen hos Friday Night Skate.

Rul afsted og lys i mørket

Festivalkoordinator Trine Marxen ser også frem til det rullende optog:
“Friday Night Skate er noget de fleste københavnere kender. Enten har de selv suset gennem København på rulleskøjter, eller også har de set det flotte optog. Derfor er vi rigtig glæde for at have dem med på Kulturhavn festivalen i år. Jeg er sikker på, at der bliver en helt fantastisk stemning på Bølgen, og at skaterne bliver sendt rigtig godt afsted rundt i København”, fortæller Trine Marxen.

Friday Night Skate opfordrer alle deltagere til at ’lyse i mørket’, som alverdens fisk med lygter, ved at komme udklædt som ens yndlingsfisk, med diodelys eller skrigende reflekser.

Du kan læse mere om Friday Night Skates arrangementer under Kulturhavn Festival og se resten af programmet her. Udover Bølgen, breder festivalen sig over fem områder og med mere end 230 gratis aktiviteter. Det er 19. år i træk at festivalen fejrer Københavns Havn, og der forventes mere end 50.000 deltagere. Igen i år er hovedsponsoren By & Havn.