Change language

Programrelease: KULTURHAVN VISER NYE VEJE I HAVNEN!

05.11.2014
Kulturhavn festival overgår i år sig selv med svimlende 250 gratis, kulturelle oplevelser i de smukke kulisser omkring Københavns Havn.

Og igen viser Kulturhavn nye veje, når hele tre endnu ”uopdagede” områder har sneget sig på festivalkortet!

Kulturhavns plakat og det spritnye, vandfaste program er stævnet ind! Til swingende rytmer og omgivet af dansere, blev plakat og program sejlet ind på historisk træskonnert til modtagelse på et af de nye festivalområder – Papirøen.

Dagens release blev en festlig optakt til årets Kulturhavn festival, der løber af stablen 1.-3. august. Om bord på De Forenede Sejlskibes majestætiske skonnert ankom årets plakat og det CO2-neutrale program, der er lavet i stenpapir – og dermed vandfast! Med dans og sejlads markerede lanceringen samtidig nogle af de mange oplevelser, man kan glæde sig over til sommer.

Valby er kommet på kortet!
Kulturhavns program bugner med 250 gratis, kulturelle oplevelser, leveret af 100 københavnske foreninger og kulturelle aktører på ni meget forskellige festivalområder. Udbuddet af aktiviteter spænder vidt – fra idræt og vandsport til dans og lyrik; fra ”hemmelige” guidede ture til skønne sejladser. Og endnu en gang går Kulturhavn forrest og bringer nye havneområder frem i lyset.

”Kulturhavn er en festival, der hylder byens fantastiske foreningsliv. Samtidig er det vores målsætning at inddrage havnens mange kreative aktører og skabe anderledes oplevelser i nye rammer. Der er stadig sider af vores vidunderlige havn, som ikke engang indfødte københavnere kender – dem vil vi sætte på kortet og med kulturelle aktiviteter vise deres store potentialer,” fortæller festivalleder Nanna Sørensen.

De nyeste områder tæller Papirøen, hvor Kulturhavn i samarbejde med Copenhagen Street Food arrangerer forrygende dansefester med forskellige (mad)temaer. På Arsenaløen kan man prøve kræfter med stand up paddling og cykelstunts. Og endelig har Valby fået en plads på festivalkortet – med eksklusive guidede sejladser ind gennem Københavns sluse oplever passagererne Valby fra vandsiden og hører historien om tilblivelsen af områdets fremtidige badestrand!

Det nye trykte program, der har kort-format og giver det forkromede overblik over både områder og aktiviteter, er på vej rundt over hele byen.

Se programmet her eller hent det i din lokale cafe, bibliotek eller kulturhus!

Kulturhavn 2014 er blevet til i samarbejde med Københavns Kommune og By & Havn samt en række mindre sponsorer.

Kulturhavn-FAKTA

  • Danmarks største kultur- og havnefestival
  • 110.000 besøgende
  • 1.200 frivillige entusiaster
  • 250 gratis aktiviteter
  • 100 aktører
  • 9 festivalområder
  • 1.-3. august 2014

Aktiviteter og områder
Da Kulturhavn for 14 år siden for første gang så dagens lys, foregik hele festivalen på ét enkelt område. Siden da er festivalen vokset massivt og indtager nu hele ni forskellige områder af Københavns Havn, med hvert sit program og særegne identitet:

Refshaleøen – Havnens uslebne diamant
Refshaleøen er helt sin egen. Her smelter den rå hede sammen med industri, kreative virksomheder og Eurovision i det autentiske B&W værftsmiljø. Under Kulturhavn kan du udforske Refshaleøen på “hemmelige” guidede ture. Du kan også følge Værftsruten og selv gå på opdagelse.

Admiral Kaj – Eventyrlige sejladser
Fra Admiral Kajs royale kulisse byder Kulturhavn ombord på De Forenede Sejlskibes majestætiske træskibe, der fører dig på en eventyrlig sejlads ned gennem Københavns Havn. Desuden kan du på kajen få en oplevelse i særklasse med børneballet og renæssancedans.

Papirøen – Formidable dansefester
Papirøen er helt nyt festivalområde på en af havnens smukkeste beliggenheder! I samarbejde med Copenhagen Street Food og vores danseforeninger får vi de skønne gamle papirhaller til at syde og boble med formidable dansefester. Kom og vær med!

Arsenaløen – Vilde vandaktiviteter i voldgraven
Holmens sydligste ø, Arsenaløen, blev oprindeligt brugt til Søetatens mest sprængfarlige stoffer. Nu er det dog mest krudt i ben og arme, der gør sig gældende i området, som huser Hal C – den helt nye topmoderne kultur- og idrætshal – samt Copenhagen Watersports og Danske Freestyle Cyklister.

Islands Brygge – Festivalens hjerte
I Kulturhavns epicenterstår op mod 80 københavnske foreninger klar til at inspirere dig til et rigt og aktivt fritidsliv. Du kan prøve kræfter med alt fra tango til trommespil, fra street til kajakpolo og meget andet. Og for de mindste udfoldes et rent slaraffenland af krea-værksteder, leg og gøgl.

Kalvebod Brygge – Vandhunde og dans på Bølgen  
Kulturhavn indtager Bølgen – det ikoniske nye, bølgede anlæg på Kalvebod Brygge – med en lang række sjove vandaktiviteter og pop-up danseevents. Er du vandhund, så kom forbi og tag med på en rotur ud i havnen eller spring i vandet fra en trampolin på Splash-området nedenfor Langebro!

Enghave Brygge – Udforsk et havneområde i forandring
Enghave Brygge huser det smukke DieselHouse. Gå på opdagelse i museets udstilling og oplev drønet fra en af verdens største dieselmotorer. Eller tag med på ”hemmelig” guidet tur rundt i området, der afslører endnu urørte sider af et havnekvarter, som i nær fremtid bliver en helt ny københavnsk bydel.

Sydhavnen – Vandaktiviteter og stemningsfuld lounge
I Sydhavnen åbnes en verden af muligheder for leg på, ved og med vand. Under Kulturhavn byder området på familieaktiviteter som jollesejlads og børneworkshops ved Havnebadet. Tag et break, nyd musikken og det fantastiske vue over havnen fra Kulturhavns ”SluseLounge”.

Valby – På opdagelsessejlads gennem Slusen
Sydhavnen har fået kanaler – og Valby får snart sin helt egen badestrand! Hør mere om områdernes historiske udvikling fra industri og losseplads til bydele forbundet med vandet. Hop ombord på en guidet sejlads og få en unik sejltur ind gennem Københavns helt egen sluse – og oplev Valby fra vandsiden.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.