Mød sidste års aktører: Along Projects

Her kan du møde nogle af sidste års aktører og høre om deres aktivitet og oplevelse af at være med på Kulturhavn.

Interview med Rikke Bank og Roe Ly fra Along Projects

Hvad har I lavet på Kulturhavn? 
Vi har inviteret festivalens gæster til at deltage i at lave et kæmpe hækle-kunstprojekt sammen med os. Man har enten kunnet lære at lave sit eget garn ud af plastaffald, som vi havde medbragt og så hækle med det. Ellers havde vi også stofgarnnøgler med, som er lavet af tekstilrester. 

Værket er inspireret af fiskenet. Det var den eneste regel og ellers måtte folk bare eksperimentere og lege. Det har folk i den grad gjort. Der har virkelig været mange mennesker. 

Der var mange, der ikke havde prøvet det før. Men når de lige fik teknikken ind under neglene, så begyndte de at eksperimentere med at putte alt muligt med i det, de hæklede. Så det startede simpelt, men blev vildere og vildere. Vi havde samlet affald langs Vestkysten i Jylland, som man kunne bruge til at vikle ind i værket. 

Navnet Along handler om, at vi vil sætte fokus på samvær. Vi synes, kunsten er god til at samle folk. I vores workshop sætter man sig ned og fordyber sig i noget og er sammen om at skabe et fælles tredje. På den måde får man en fællesskabsfølelse, fordi man har det samme formål. Der var alle mulige aldre og folk var åbne og sad og hyggesnakkede. 

Vi har lavet en bog, hvor man kan skrive sit navn i. Så når vi udstiller værket, så alle der har været med bliver anerkendt for deres del i værket. Alle bliver kunstnere og ikke bare deltagere. Det bliver et kunstværk. Måske kan vi bryde med at håndværk er en ting for sig og billedkunst er en ting for sig. Vi vil gerne have, at det kan være begge dele. 

Værket skal være minimum 11 gange 4 meter stort. Det skal udstilles i marts 2025 på rådhuset i Ringkøbing som en del af en udstilling, der hedder “Som vinden blæser.” 

Vi skal til Bulgarien til sommer og arbejde på udstillingen. Vi vil også lave denne her workshop, så vi også får nogle internationale aktører med. Sætte fokus på Vestjylland og sætte det i relation til andre steder. 

Hvordan opstod idéen med at bruge havnen og Kulturhavnsrammen?
Idéen til at lave projektet havde vi allerede, men da vi så Kulturhavns Open Call gav det så god mening. Det passer tematisk meget godt med at lave affald om til garn, at hækle fiskenet i blå havfarver og at det skulle ende i Ringkøbing ved Vestkysten. 

Det med at lave det sammen med en masse folk er den fedeste måde at lave det på. Vi ville ikke kunne lave det selv – det ville i hvert fald koste os vores håndled, tror jeg.